Review


Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten og redaktør af Kunstavisen, skriver i bogen 101 kunstner om Jette Bergs malerier:

 

Hvad er skønhed? Igennem tiden har kunsten og kunstnerne defineret den som guddommelig harmoni, som perfekte proportioner, som det sande, det gode og det ægte.

De færreste vil tænke på en afskallet mur eller et gammelt plankeværk som noget skønt. Faldefærdige bondegårdslænger, misligholdte lader og affarvede husfacader får næppe de poetiske klokker til at ringe hos ret mange mennesker. Men det gør de hos Jette Berg. Hendes malerier er direkte inspireret af netop disse oversete eller direkte foragtede fænomener af forfald, fattigdom og neglet. Og faktum er, at hendes malerier er smukke. Hvordan kan man forklare, at Jette Bergs billeder er, ja, lad os bare sige det, skønne?

 

 

I nogle af billederne fornemmer man nordiske farver, i andre genkender man sepia- og okkertonerne fra middelhavsegnene suppleret af nogle få, men kraftigt lysende kulører. Enkelte af malerierne har titler refererende til Kina. Noget, som måske kan være et clou til Jette Bergs billedverden. Den måde, hvorpå hun spontant og intuitivt skraber og ridser malingen op på lærredet, minder i hvert fald om den kalligrafi, som kinesiske og japanske kunstnere har benyttet sig af i århundreder til deres landskabsbilleder. En meditativ, rolig og intuitiv tilgang til maleriet, som også kendetegner hendes kunst. Tilføjer man inspiration fra den store catalanske kunstner Antoni Tàpies har man en beskrivelse af Jette Bergs på én gang rustikke, fysisk virkende og æstetiske malerier.